onsdag den 4. november 2009

Valgplakater. Enhedslistens farve er fin.

tirsdag den 3. november 2009

FÆRRE PANDEKAGER
FLERE PARKERINGSPLADSER

Jeg skal SÅ ikke stemme på ham. Tænker faktisk om de ikke er kommet til at bytte rundt henne på kommunikationsbureauet?

torsdag den 29. oktober 2009

Lidt off gaderne, men: vi var på tesalon og der hvor der stod TANTENS KAGEBORD læste jeg TANKENS KAGEBORD. Jeg tror faktisk fordi jeg lige havde talt med Stjernfelt; sådan føles det.
Jeg cyklede hjem klokken seks og tænkte på hvor mørkt der virker, når bare én gadelygte er gået ud.
I går, i tusmørke og regnvejr, råbte jeg HVAD LAVER DU, SPASSER! til en bilist, der ikke holdt tilbage for mig, der gik over for grønt med min christianiacykel, hvori mine to børn sad. Jeg var helt lamslået over at bilisten, en kvinde, gav mig fingeren, rutinemæssigt. Det går da ikke!

Men det går heller ikke at råbe ad bilerne. Det foreholdt Josefine mig. Med opdragende stemme sagde hun DU MÅ IKKE RÅBE AD BILERNE, MOR. Hun spurgte først mange gange til hvad og hvorfor jeg havde råbt.

Men hun var ret vild med den gang, jeg råbte ad en buschauffør, der var ved at lukke døren på hende, imens vi var på vej ud. Hun blev ved at genopføre, at jeg havde råbt DER ER EN LILLE PIGE DER SKAL UD.
Ved Rådhuspladsen har de gjort det første hvide flet i fodgængerovergangen lyseneongrønt og skrevet PAS PÅ DIG SELV. I [HJERTE] !

onsdag den 28. oktober 2009

Karen Blixen skriver om det danske demokrati, at det holder hånden over de forkerte nogle gange, fx over bilerne i stedet for cyklerne. For godt 50 år siden skrev hun det. Hun skulle have været statsminister, så havde vi fået bredere cykelstier. De er et vigtigt sted i demokratiet, hvor folk kan se hinanden og tale til hinanden, i modsætning til i biltrafikken. Undtagen dem der hører ipod. I går var der en anden cyklist der indhentede mig ved rødt lys ved Glyptoteket, og sagde DU TABTE EN HANDSKE 100 METER TILBAGE. Jeg elsker cykelstisamfundet, hvor man taler sådan til hinanden, uden at skulle skabe det sædvanlige nødvendige rum først. Det er der allerede og består af astfalt og bevægelses Alle har klare og ens interesser: fremad. Gosh, jeg er blevet futurist på mine gamle dage.
Mine trafikvaner har ændret sig. Før mødte jeg mange morgner en hvid lastbil med navnet HR FRUGT i krydset ved Enghavevej og Ingerslevsgade klokken ni. Her til morgen, klokken lidt i ni mødte jeg den ved broen bag hovedbanen. Den er meget smuk med et rødt æble på. Den er en karakter i trafikken for mig, en stram og ordentlig, travl HR FRUGT, som jeg lægger mærke til som jeg lægger mærke til en person jeg kender.

mandag den 26. oktober 2009

Intet at bemærke.

fredag den 23. oktober 2009

MyBO brugte nærhedsprincippet og mottoet KEEP IT REAL AND KEEP IT LOCAL og brugte online organisering til offline organisering. Vi skulle organisere læseklubber på samme måde.

søndag den 18. oktober 2009

Mandag morgen. Pilestræde var massivt blokeret af en vogn med 20 meter lange tynde rør. Coole rørfolk talte om at det så sort ud, uncoole bilfolk dyttede i deres kø. Bilerne må ud af byen. Jeg ville investere i cykelindustrien, hvis jeg kunne. Overvejer at melde mig ind i Dansk Cyklistforbund; de har fremtiden for sig. Sørger de mon for at putte cykler i goodie bagen til de 15.000 i december?

Mandag morgen. Alpeviolerne saneret. Bittert at hedde Cyklamen og så være helt sart lyserød.

fredag den 16. oktober 2009

Der hænger et banner på baren rundt om hjørnet, hvorpå der reklameres for deres SJUS, og i cykelforbifarten læste jeg det som JESUS. Cheesus. Se også urbandictionary.

torsdag den 15. oktober 2009

Det er koldt og min elefanthue er allerede blevet væk. Jeg ligner en polardykker med den på.

onsdag den 14. oktober 2009

I går så jeg en mand stå og vaske graffitti af på hjørnet af vores gade på Vesterbro. Her til morgen blev mit cykelblik flere gange fanget af graffittiagtig håndskrift på reklamer og butiksvinduer. Jeg troede, nogen havde været så fræk at lave graffitti på brudekjolebutikkens rude, men det var selvfølgelig butikken selv, der havde tegnet et stort free stylet lyserødt hjerte og skrevet 40 % inden i det.
Jeg undrede mig over iphonens lyd når man skriver, men nu hvor jeg sad rank og kontormuseagtigt og skrev med to fingre mens telefonen lå på skrivebordet - på den ene finger havde jeg endda en ring, der har tilhørt min mor, der var overtraffikkontrollør i SAS i 1950'erne, kontormuseårtiet over alle - forstod jeg, at det jo er den gode gamle skrivemaskinelyd. Jeg kan huske at skrive på maskine, ikke mindst mit kursus i maskinskrivning i folkeskolen. Jeg var stolt over at få 10 og flov over at være stolt over noget så lavpraktisk.

tirsdag den 13. oktober 2009

Her til morgen så jeg to ting: En mand ved et fodgængerfelt, der chevaleresk slog ud med hånden og viste sine to ledsagende damer frem, da der blev grønt for dem, der skulle krydse Vesterbrogade. Netop Vesterbrogade krydsede en bus med en reklame for en pladebutik, Sound Station, tror jeg: BESØG EN GAMMELDAGS PLADEBUTIK. NÆRVÆR VIDEN VINYL. Godt tænkt. Gid man var boghandler og kunne lade sig inspirere af den slags.

mandag den 12. oktober 2009

Dinosaurens fjer er solgt til Den fjerede slange i Frankrig, hvor ubetaleligt godt! En dinosaurfjer i slangens hat.
I dag kommer Mettes bog, grønt på sort.
Josefine kaldte skyerne for candyfloss.

Morgen i Skilteskoven

Nationalmuseet har set sine søjler og lavet en skøn regnskovsillusion i den værste gade af dem alle, Stormgade. Foto følger. Når Apple har fået designet et apparat der kan tage billeder med mine øjne. Også i en noget klimauvenlig glaslounge i Pilestræde, hvor en printet A4 siger: OBS! OMRÅDET ER VIDEO OVERVÅGET! Jeg ville tage et billede og skrive OBS! SKILTET ER FOTO OVERVÅGET.

torsdag den 1. oktober 2009

I dag fik jeg to nye klistermærker. Til 1.100 kr. stykket + abonnement.
Jeg trøster mig over at simkortet alligevel ikke virker ved at sætte det ene på denne pc.

onsdag den 30. september 2009

Ej, hvordan kan den fejllæsning først ske i dag? Der stod VREDEN og jeg læste VERDEN.
Vi har en gammeldags høj stol, der kan laves om til en stol og et bord, barnet kan lege ved. Josefine indtog stolen og bad om papir. Hun tegnede kruseduller og sagde med stor omhu EMMA ER GÅET HJEM, AISHA ER GÅET HJEM, BREKKI ER GÅET HJEM ligesom de voksne i børnhaven gør, når de fører lister over børnene. Det kontor-lige er så dragende. Min søster fortalte om en stærk jalousi-oplevelse, da hun som barn troede, jeg havde fået lov at lege med vores fars regnemaskine. Men i virkeligheden havde han bare lagt plastikdækket fra regnemaskinen over den nye TRYKKNAPTELEFON, som han ville overraske hende med. Min søster fik lov at ringe over til genboen, som den første der brugte telefonen.

onsdag den 16. september 2009

I Brugsen så jeg en muslimsk kvinde næsten helt tildækket i sort stof. Hun havde tre drenge med. Hun kom til at stå efter mig ved kassen, og jeg så hun havde købt slik til drengene og hårfarvningsmiddel til sig selv (går jeg ud fra). Jeg indrømmer, jeg overvejede om hun egentlig ikke kompromitterede sin ære ved at købe den slags offentligt, fordi det en offentlig indrømmelse af at hun har hår. Hvad siger Koranen om hårfarvningsmiddel? I ramadanen endda?
På Istedgade, ud for bageren, kom en pige med hareskår bærende på sin kanin og spurgte om vej til dyrehandleren. Vi fulgte hende derover. Jeg spurgte, hvad kaninen fejlede, og hun sagde den havde ondt i læberne. Jeg fik helt stød af det hjerteskærende symbolske, men kaninen havde faktisk et lille sår på læben.

Senere på dagen havde Josefine en alvorlig krise over at hun ville have en kanin og gå alene med den på gaden.
Jeg har købt et billede på Evas udstilling, MY FAMILY TREE. Det løb af med mig, mig der køber ind i Aldi. Men jeg er glad for billedet. Hendes reception var en kraftig blanding af fortid og nutid, af omplaceringer og sammenbragte familier.
Jeg har fået klistermærker. Det ord er for mig det største tag til da jeg var nok 10 år. Mit første selvstændige møde med de voksnes samfund var at gå ind i butikkerne og spørge HAR I KLISTERMÆRKER? Jeg kan huske at spørge en lastbilchauffør, der kørte en Carlsberglastbil, eller Tuborg?, sammen med min lidt ældre fætter. Jeg tror det var Tuborg, de havde federe klistermærker end Carlsberg. Jeg har fået et rødt og et blåt carhartt-klistermærke, og jeg har sat dem på min bærbare. Det minder mig om døren til min fætters værelse i kælderen, en endnu ældre fætter. Døren var fuld af klistermærker, jeg kan kun huske et flot GULF-klistermærke i orange og blåt, tror jeg.
Jeg elsker West Wing. Jeg har købt en bumper sticker på nettet med et redigeret citat fra en af episoderne. Josh kalder CJ 'you paranoid berkley shiksa feminista'. Foran på min christianiacykel har jeg sat bumper stickeren med PROUD PARANOID SHIKSA FEMINISTA. Jeg troede det var en nørdet uskyldig morsom detalje på min cykel, men når jeg kommer cyklende oplever jeg hvordan folk, jeg kører forbi, læser på cyklen og ser på mig på en anden måde end jeg er vant til. En dag var jeg endda lidt bange for om nogen kunne finde på at være aggressive imod mig. Ville jeg så kunne forklare, at det bare er en indforstået hilsen til WWfans? De 2 eller 3 i verden der kunne tænkes at huske den replik. Hvor uforglemmelig den end er.
I boghandlervinduet i Købmagergade reklamerer de for Anne Mettes NYCbog, der hedder noget med 10 VANDRINGER I NEW YORK, og jeg læste det som 10 FORVANDLINGER.
På et skilt uden for skønhedsklinikken i Istedgade - nabo til fiskehandleren - læste jeg ANSIGTSBEMANDING i stedet for ANSIGTSBEHANDLING. Måske fordi jeg lige havde set skønhedsklinikdamen blive kysset meget grundigt af en mand uden for hendes butik.

torsdag den 25. juni 2009

Dagens ord på kanten af cafe sonja: TAKTARTER
En gal mand i Netto råbte: MAN SKULLE LAVE EN BYDEL TIL FOLK MED BARNEVOGNE. DE FYLDER OVER ALT. En morghetto.
JEG HAR KAFFE OG MIKROOVN OG HELE LORTET KLAR
Vejarbejderne smælder med sproget.
FÅ ET VARIGT ÆGTESKAB. Stod der virkelig det? Nej, der stod FÅ ET VARIGT VÆGTTAB

tirsdag den 23. juni 2009

Et cyklende køkken, rødt, kørte over for grønt.
Ham med den lyngfarvede vindjakke sad i parken i dag.

mandag den 22. juni 2009

Duerne flyver lavt gennem gaden og drejer til højre ned ad Røddinggade.



Josefines biograf

torsdag den 18. juni 2009

Der findes endnu ingen faste læsere.
Tak for det.

Tak til Hovedbanen for det memento mori på en travl afrejsemorgen.
Argh, argh, argh. Det vil jeg også: http://us.penguingroup.com/static/pages/publishersoffice/index.html
Ældre mænd i vindjakker. Især ham hver morgen på fortovet i skarp, halt trav og lyngfarvet vindjakke.
Og jeg, som mente at være i godt humør, læste VREDE SLAGTEREN i stedet for VANGEDE SLAGTEREN. Det er dem, der tilbyder "Total Party Service".

tirsdag den 9. juni 2009

Hvornår mon der kommer håndtag på computere? Vi slæber dem akavet rundt. Hvis denne var min, ville jeg lime en sten på den.
I Stockholm, på selve nationaldagen, ved selve kongeslottet, så jeg den fineste familie jeg nogen side har set. De stod tæt sammen på fortovskanten, og en af dem var en ældre distingveret mongol, der lignede Søren Ulrik Thomsen. Jeg siger ikke, Søren Ulrik Thomsen ligner en mongol, jeg siger denne mand havde noget af hans distingverethed. En af kvinderne var en blonderet skønhed.
Jeg så endnu en reklame for noget, en film vist, med et billede af en kvinde der ligger på maven og kigger indstuderet forførende ind i kameraet, stylet så det stod efter. Jeg forestiller mig den position har et navn i reklamebranchen. Der er en cigaretreklame (men er det ikke forbudt?) der bruger samme postitur for tiden. Det er så meget af en kliche, at det bare markerer forførelse (for mig). Nå, men den fik mig til se hvilke behov reklamerne henvender sig om. Ikke mine. Mine behov er: at finde de rigtige sorte nylonstrømper til vinteren at finde ud af hvordan man bedst syr bændler i dynebetræk at vaske gulv altid at have tandtråd, den rigtige slags, at få limet de håndtag. Reklamerne henvender sig om pågældende bagmænds behov for at jeg ser deres film. Det minder mig om en gang i Istanbul, hvor jeg fortalte en gadesælger, at det ikke betød noget for mig, at den parfume, han ville sælge mig, var billig, for om så den var gratis, ville jeg ikke have den. Han så overrumplet ud. Det var en stor venlig lettelse at sige det.

Kiks som orm

Vi spiser bogstavkiks på turen. U som undskyld. IS siger so. T som hammer. S som slange.

mandag den 8. juni 2009

Nationaldag

Tusindtals ballloner steg til himmels og vi så det fra broen. Det blå sug og det gule. Om aftenen genopstod, gennedstod, de i form af fem luftballoner, der sejlede forbi vores vinduer.
Jeg låner en andens computer. Og hjem. Computeren er särt personlig, på en anden måde en resten af hjemmet.
Lige stået op af badekarret kigger jeg på motorvejskö i det fjerne, en helikopter, hundeluftere, luft, blå himmel. Gaderne set udefra. Indefra.

onsdag den 3. juni 2009

På gaderne i Stockholm leger vi lille hund med en ny lyseröd snor. Fire mänd kiggede og grinede. Jeg synes det er praktisk og sjovt.

mandag den 1. juni 2009

Hæ, jeg tænkte det nok. Nej, jeg gjorde ikke, men jeg anede, at kontor og computer har samme rod. Ikke som i roderi, som i computare.
det gode ved gaderne er, at de er så slidte, og ikke kun af mig, comme le dit højholt. det tænkte jeg da jeg rystede min 22 år gamle rygsæk ud over altanen og gjorde klar til vi skal tl stockholm.

lørdag den 30. maj 2009

Bænk


Dagens bedste bænk.





I sender bare bøden. Jeg betaler.