onsdag den 14. oktober 2009

Jeg undrede mig over iphonens lyd når man skriver, men nu hvor jeg sad rank og kontormuseagtigt og skrev med to fingre mens telefonen lå på skrivebordet - på den ene finger havde jeg endda en ring, der har tilhørt min mor, der var overtraffikkontrollør i SAS i 1950'erne, kontormuseårtiet over alle - forstod jeg, at det jo er den gode gamle skrivemaskinelyd. Jeg kan huske at skrive på maskine, ikke mindst mit kursus i maskinskrivning i folkeskolen. Jeg var stolt over at få 10 og flov over at være stolt over noget så lavpraktisk.

tirsdag den 13. oktober 2009

Her til morgen så jeg to ting: En mand ved et fodgængerfelt, der chevaleresk slog ud med hånden og viste sine to ledsagende damer frem, da der blev grønt for dem, der skulle krydse Vesterbrogade. Netop Vesterbrogade krydsede en bus med en reklame for en pladebutik, Sound Station, tror jeg: BESØG EN GAMMELDAGS PLADEBUTIK. NÆRVÆR VIDEN VINYL. Godt tænkt. Gid man var boghandler og kunne lade sig inspirere af den slags.

mandag den 12. oktober 2009

Dinosaurens fjer er solgt til Den fjerede slange i Frankrig, hvor ubetaleligt godt! En dinosaurfjer i slangens hat.
I dag kommer Mettes bog, grønt på sort.
Josefine kaldte skyerne for candyfloss.

Morgen i Skilteskoven

Nationalmuseet har set sine søjler og lavet en skøn regnskovsillusion i den værste gade af dem alle, Stormgade. Foto følger. Når Apple har fået designet et apparat der kan tage billeder med mine øjne. Også i en noget klimauvenlig glaslounge i Pilestræde, hvor en printet A4 siger: OBS! OMRÅDET ER VIDEO OVERVÅGET! Jeg ville tage et billede og skrive OBS! SKILTET ER FOTO OVERVÅGET.

torsdag den 1. oktober 2009

I dag fik jeg to nye klistermærker. Til 1.100 kr. stykket + abonnement.
Jeg trøster mig over at simkortet alligevel ikke virker ved at sætte det ene på denne pc.